Lige Muligheder for Handicappede
På FN`s generalforsamling i 1993 blev "Standardregler om Lige Muligheder for handicappede" vedtaget. Ved Landstingets efterårssamling 1996 var der enighed om at arbejde for de synspunkter, der er indeholdt i FN's Standardregler.
Standardreglerne er politiske målsætninger, som handler om at
- skabe ligestilling og lige muligheder for mennesker med handicap,
- skabe opmærksomhed om handicappedes behov og rettigheder,
- sikre behandling, revalidering og andre støtteforanstaltninger,
- skabe tilgængelighed til alle sider af en normal tilværelse: fysiske omgivelser, information, uddannelse, beskæftigelse, familieliv, kultur, fritid, sport, religion.
I FN's standardregler defineres et handicap som et tab eller begrænsning i mulighederne for at deltage i samfundslivet på lige fod med andre borgere. Begrænsningen ligger ikke nødvendigvis hos den person, der har en funktionsnedsættelse - den kan ligeså vel ligge i, at det omgivende samfund ikke er indrettet til, at personer er forskellige.For eksempel: Hvordan kommer man ombord på kystskibet, hvis man bruger kørestol? Kørestolsbrugeres muligheder er kun begrænset, hvis landgangsbroen ikke er tænkt til også at kunne bruges af disse mennesker.