Synshandicap dækker over forskellige grader af nedsat syn på grund af sygdomme, arv, miljø, ulykker eller høj alder.
Man er synshandicappet
· hvis skarpsynet er 6/18 eller dårligere, når man bærer tilpassede briller eller kontaktlinser
· hvis synsfeltet er indsnævret til 20º eller mindre
· hvis man har en hjernemæssig synsnedsættelse, der gør det vanskeligt at forstå og huske det man ser.
Skarpsynet er det syn man bruger til f.eks. at læse og lave håndarbejde med eller se ting og personer tydeligt på afstand. Skarpsynet måles på synstavler med bogstaver til voksne og med symboler til børn.
Der måles normalt på 6 meters afstand (afstandssyn) og på 25-40 cm afstand (læsesyn).
Kan man se linjen 6/6, som er en af de nederste på afstandstavlerne, ser man normalt.
Kan man se linjen 6/18 eller højere oppe har man nedsat syn. Man kan nemlig først på 6 meters afstand se det, som det normale øje kan se på 18 meters afstand.
Synsfeltet er det område, der kan overskues uden at flytte øjnene – normalt 180° med begge øjne åbne. Vi bruger synsfeltet til at orientere os med i omgivelserne. Når man kun kan bruge det allerinderste af synsfeltet kaldes det kikkertsyn.
Hjernemæssig synsnedsættelse (cerebral synsnedsættelse) er hjernens nedsatte eller manglende evne til at bearbejde synsindtryk. Det er altså en nedsat evne til at forstå og huske synsoplevelser. En undersøgelse af synsstyrken kan være normal eller næsten normal.
Man kan få hjælp i henhold til Handicaplovgivningen i Grønland, hvis det nedsatte syn ikke kan behandles med briller, kontaktlinser eller ved operation.
Retinitis pigmentosa (RP) er en arvelig øjensygdom, som medfører et langsomt svigt af nethinden. RP begynder med mørkeblindhed, og derefter en fremadskridende synsfeltindskrænkning, farvesynsproblemer, nedsat synsstyrke og i mange tilfælde til sidst blindhed.Der findes i dag ingen behandling, der kan helbrede RP.
Opticus atrofi er en øjensygdom, som rammer synsnerven. Den medfører mild til svær synsnedsættelse med risiko for en let forværring gennem årene. I dag findes ingen behandling, der kan helbrede opticus atrofi.
Grøn stær også kaldet Glaukom er en sygdom, hvor væsketrykket i øjet kan blive forhøjet. Dette kan give skader på synsnerven og begrænsninger i synsfeltet. Uden behandling vil tilstanden ofte føre til blindhedBehandlingen består i at sænke trykket i øjet ved hjælp af f.eks. medicin. Behandlingen er livsvarig og kan ikke bedre et synstab.
Aldersrelateret Macula Degeneration (AMD) er en øjensygdom, der rammer ældre. Den medfører en forringelse af skarpsynet (læsesynet). Sygdommen kan ikke kureres, men risikoen for yderligere synstab kan nedsættes. Da rygning øger udviklingen af AMD, anbefales rygestop.
Der er i dag ingen faste øjenlæger ansat i Grønland. Øjenlæger kommer nogle gange om året som konsulenter fra Danmark til Det grønlandske Sundhedsvæsen. Der er både rejser til kystsygehusene og til DIH. Henvisning til øjenlæge sker via den lokale læge.
Det grønlandske Selvstyre, Departementet for Sociale Anliggender, har en aftale med Synscenter Refsnæs i Danmark om vejledning til synshandicappede børn og unge, der får hjælp i henhold til Handicaplovgivningen. Vejledningen består i telefonisk eller personlig rådgivning af lærere og pædagoger med speciale i synshandicap.