Viden- og Rådgivningscenter for Handicap
Psykisk udviklingshæmning kalder man også udviklingshæmning, mental retardering, eller ’nedsat psykisk funktionsevne’. Åndssvag og evnesvag er gammeldags betegnelser som ikke bruges mere.
Psykisk udviklingshæmning er ikke en sygdom i sig selv. Den viser sig som et tegn ved forskellige sygdomme, eller som en følge af fysiske, kemiske, eller psykiske belastninger.
Psykisk udviklingshæmning er defineret som bremset eller mangel på udvikling af mentale evner og funktionsniveau. Den viser sig i løbet af barndommen, og påvirker det samlede intelligensniveau som er evnen til mentale processer (kognition), sprog, social tilpasning og motoriske evner.
Personer med psykisk udviklingshæmning har en intelligenskvotient, IQ på under 70. Den normale IQ ligger på omkring 100.
Man kan have psykisk udviklingshæmning i forskellig grad. Den psykisk udviklingshæmmede har som alle andre mennesker mulighed for at udvikle sig og lære nyt i sit eget tempo.
Det er i høj grad omgivelsernes (forældre, familie, pædagoger, støttepersoner og andre fagpersoners) evner og muligheder for til at tilrettelægge en dagligdag med stimulation og aktivitet, som er med til at støtte den udviklingshæmmede i at lære nye færdigheder.
Lettere grad: IQ-område 50-69. Medfører sædvanligvis indlæringsvanskeligheder i skolen. Mange voksne kan arbejde, klare sig socialt og bidrage til samfundet.
Middelsvær grad: IQ-område 35-49. De fleste kan i nogen grad klare personlige pleje og færdigheder. Voksne behøver støtte for at klare sig i samfundet.
Sværere grad: IQ-område 20-34. Behøver vedvarende støtte og hjælp.
Sværeste grad: IQ-område under 20. Skal have hjælp til al personlig pleje, kommunikation med omverdenen, og til at bevæge sig omkring.
Hos ca. 70 % af de svære udviklingshæmmede er det muligt at finde årsagen. Hos de lettere udviklingshæmmede vil man kun kunne finde årsagen hos ca. 50 %.
Årsagen til psykisk udviklingshæmning kan opstå hos barnet før under eller efter fødslen.
Følgende årsager er de hyppigste:
