Viden- og Rådgivningscenter for Handicap
Navnet gigt dækker over mange forskellige sygdomme som alle vedrører knogler, muskler, sener, bindevæv og led.
Gigtsygdomme kaldes også reumatiske sygdomme.
I det følgende beskrives fire former for gigt som alle ses i Grønland.
De to er blandt de mest almindelige, det er
Desuden beskrives:
Der findes andre gigtsygdomme i Grønland end dem vi skriver om her. Beskrivelser på dansk kan bl.a. findes på Den danske Gigtforeninges hjemmeside. Kontakt IPIS hvis du ønsker information på grønlandsk om andre gigtformer end dem der står her.
Slidgigt er den mest almindelige sygdom i leddene. Slidgigt er hyppigere jo ældre man er. Halvdelen af alle mennesker over 40 år, og alle over 60 år har slidgigt i et eller flere led.
Der er mange grunde til at man får slidgigt og nogle af risikofaktorerne er:
Alder, arvelighed, tungt ensidigt belastende arbejde, overvægt, tidligere skader som brud eller ledbåndsskader, medfødte defekter i kroppen, meget overbevægelige led og andre gigtformer.
Slidgigt er en kronisk sygdom som udvikler sig over tid. Det er brusken inde i leddet, der slides ned. Diagnosen stilles efter lægeundersøgelse og røntgenundersøgelse som kan vise forandringer i leddet. Slidgigt er til en vis grad arvelig.
Tegnene på slidgigt er smerter, ømhed, stive led, knasen i leddene ved bevægelse og evt. hævede led. Slidgigt viser sig ofte i nakke, tommelfinger, storetå, nederste del af ryggen, hofter og knæ.
Slidgigt føles forskelligt fra person til person, og der er ikke nogen entydig sammenhæng mellem graden af slidgigt og smerter. Nogle personer med svær slidgigt har ingen smerter, mens andre med let slidgigt kan have mange smerter.
Slidgigt viser sig ved:
Selv om man har fået slidgigt er det meget vigtigt at leve et aktivt liv, dyrke motion og holde vægten nede. Det er dog vigtigt at skåne det eller de angrebne led bedst muligt ved at undgå overbelastning. Råd og vejledning fra sundhedsvæsenet er i den forbindelse vigtig.
Behandling for slidgigt er moderat træning, smertestillende medicin, og operation når andre muligheder er afprøvet eller smerterne er invaliderende.
Leddegigt er en kronisk inflammatorisk sygdom. Det betyder at man har en tilbagevendende betændelsesreaktion i sine led. Leddegigt rammer både yngre og ældre. Det er flest kvinder der får leddegigt.
Leddegigt er også hyppig i Grønland, men det ser ud som om at det er en mildere form end i Danmark og andre lande.
Man kender ikke årsagen til at man får leddegigt, men der er tegn på at arv og miljø spiller ind.
Man får hyppigst leddegigt i håndled og fingerled samt tæerne. Betændelsesangrebene er ofte symmetriske, det vil sige at det er de samme led på højre og venstre side som angribes.
Leddegigt viser sig ved smerter og hævelse i leddene. Man vil føle sig mere træt og evt. få feber og tabe sig. Andre tegn er:
Lægen stille diagnosen ved at undersøge, tage blodprøver og evt. røntgenbilleder. Hos ca. 80 % af personer med leddegigt udvikler de et antistof i blodet der hedder reumafaktor.
Behandlingen består af medicin der dæmper betændelsen og dermed medvirker til at forebygge varige forandringer i leddene. Det er vigtigt at behandlingen jævnligt kontrolleres og justeres af lægen.
Desuden kan man evt. få vejledning fra sygehuset,f.eks. ergoterapeut og fysioterapeut i, hvordan man beskytter sine led i dagligdagen, om mulige hjælpemidler og hvordan man træner for at vedligeholde bevægelighed og styrke i kroppen.
Børnegigt er ikke den samme sygdom som leddegigt.
Der findes flere forskellige typer børnegigt, men fælles for dem er betændelse i et eller flere led. Det viser sig ved smerter hævelse og nedsat bevægelighed. Der kan være symptomer fra andre dele af kroppen f.eks. inflammation i øjet. Sygdommen har perioder med opblussen/forværring hvor barnet i perioder får flere gener og smerter.
Diagnosen børnegigt (JIA) gives hvis barnet er under 16 år og symptomerne har varet i mindst 6 uger og man ikke kan finde andre årsager til gigt.
Børnegigt er en kronisk sygdom, men den har tendens til at gå i ro når barnet bliver ældre.
Det er vigtigt at barnet deltager i det daglige liv med skolegang og fritidsaktiviteter også i de perioder hvor der er opblussen af sygdommen. Dette for at undgå at der bliver for store psykiske virkninger for barnet ved at føle sig anderledes end de andre børn.
Det anbefales at barnet kan deltage i de sportsgrene og fritidsaktiviteter det ønsker, og opmuntre det til selv at sætte grænser for sin fysiske aktivitet i forhold til smerter i leddene og træthed.
Skolen skal informeres om barnets specielle behov i forhold til øget træthed, morgenstivhed, besvær med at gå. Desuden skal skolen være opmærksom på behov for hjælpemidler (f.eks. særligt bord og stol) to sæt skolebøger, computeradgang mm. Hjælpemidler kan være nødvendige af hensyn til barnets fysiske begrænsninger. Men det er vigtigt at barnet deltager i skolegangen så normalt som muligt.
Der findes ingen behandling som kan helbrede JIA. Medicin kan dæmpe symptomerne og forebygge varige forandringer i de angrebne led. Derfor er det vigtig med jævnlig kontrol hos lokal læge og hos børnegigtlægen som kommer til Grønland 1 gang årligt.
Desuden vil der være behov for vejledning fra ergoterapeut og fysioterapeut i, hvordan barnet beskytter sine led i dagligdagen, om mulige hjælpemidler og hvordan man træner for at vedligeholde bevægelighed i leddene og styrke i kroppen.
Sygdommen bliver også kaldt lupus, tidligere brugte man betegnelsen LED.
Det er en autoimmun sygdom hvor immunsystemet angriber nogle af kroppens egne celler. Ti gange så mange kvinder som mænd får sygdommen, som er sjælden.
Sygdommen viser sig ved opblussen i betændelsestilstande i væv og organer i kroppen. F.eks. feber, hudforandringer, periodevis hårtab, problemer med slimhinderne (f.eks. i mund og næse), smerter i muskler og led, træthed, problemer med nyrerne, kolde hvide fingre og andet.
Sygdommen vil skiftevis være aktiv og rolig.
Der er ingen helbredende behandling men medicin kan medvirke til at dæmpe sygdommen i perioder med opblussen. Det er derfor vigtigt med jævnlig kontrol hos lægen.
Der kan være behov for vejledning fra andre fagpersoner, f.eks. fysioterapeut og ergoterapeut samt støtte fra kommunen i forhold til sociale forhold.
