Dystoni

Kilder: www.dystoni.dk , www.hjerneforum.dk , www.danmodis.dk Offentliggjort d. 07 juli 2010

 

Dystoni betyder ”forkert spænding i musklerne”. Dystoni viser sig som ufrivillige bevægelser og sammentrækninger i musklerne i en legemsdel, i dele af kroppen eller i sjældne tilfælde hele kroppen.

Dystoni skyldes ændringer i funktionen i de dybere områder i hjernen, som er med til at styre menneskets bevægelser.

I de fleste tilfælde kender man ikke årsagen til disse ændringer.

Dystoni hos børn er forskellig fra voksnes. Den er ofte arvelig og især hvis symptomerne begynder i benene, er der risiko for at den vil brede sig til andre dele af kroppen. Hos voksne forbliver dystonien ofte i samme kropsdel hvor den er opstået.

 

Torticollis

Torticollis betyder ’tvunget hoveddrejning’  og er den mest almindelige form for dystoni i en del af kroppen, nemlig i halsens muskler.

Muskelsammentrækningerne får halsen og hovedet til at dreje til den ene side, fremad eller bagover.

Hovedet drejer rykvis og medfører efterhånden at hovedet holdes i én retning.

Man kan være generet af hovedets stilling og føle sig ”anderledes”, og derfor holde sig væk fra samvær med andre mennesker.

 

Behandling

Sygdommen dystoni kan ikke helbredes, men forskellige former for medicin (tabletter) kan hjælpe.

Desuden behandling med Botox (botulinum toksin) som sker ved indsprøjtninger lokalt i musklerne. Denne behandling foregår i Danmark efter henvisning fra Det grønlandske Sundhedsvæsen, og kan hjælpe ved dystoni i dele af kroppen som f.eks. torticollis.

Fysioterapi er en vigtig supplerende behandling.