Viden- og Rådgivningscenter for Handicap
Cerebral parese eller spastisk lammelse er en hjerneskade som i ca. 90% af tilfældene sker i det ufødte barns hjerne.
Skaden kan ske i form af iltmangel, små blodpropper eller en hjerneblødning i 26.-32. graviditetsuge. Det er den periode hvor fostrets hjerne er mest følsom overfor ændringer i blodgennemstrømningen.
I ca. 10% af tilfældene sker skaden under, eller kort tid efter fødslen.
Forekomsten af cerebral parese er ca. 2 ud af 1000 fødsler. Den er hyppigere ved for tidlig fødsel.
Cerebral parese kan også opstå hos små børn som har haft en svær betændelse i hjernen, eller som følge af en alvorlig hjerneskade efter en ulykke.
Cerebral parese viser sig på mange forskellige måder afhængigt af hvor skaden er sket, og hvor omfattende den er. Det kan være fra lette motoriske problemer som f.eks. nedsat balance, symptomer fra den ene side af kroppen (hemiparesis) og til meget svære problemer med inddragelse af hele kroppens motorik. Vanskeligheder med sansebearbejdning, at spise og tale og dermed behov for hjælp til næsten alt.
Det er forskelligt hvornår diagnosen cerebral parese stilles. Ofte er det forældrene der først opdager at barnet ikke udvikler sig normalt, at det f.eks. er meget spændt i musklerne eller meget slapt.
Der skal en neurologisk undersøgelse af børnelæge, og en MR- eller CT-scanning af hjernen til at stille diagnosen.
Andre handicap der følger med cerebral parese kan være epilepsi (ca. 30% vil udvikle dette på et tidspunkt). Desuden kan der ses synshandicap og hørehandicap, kognitive problemer, humørsvingninger, angst og ADHD lignende symptomer.
Cerebral parese inddeles i tre hovedgrupper ud fra de motoriske problemer:
Spastisk cerebral parese er den hyppigste med ca. 75%. Musklerne har konstant forhøjet spænding (spasticitet) som udvikler sig over de første leveår.
Dyskinetisk cerebral parese udgør ca. 10-15% og viser sig ved ufrivillige vridende bevægelser der er enten langsomme eller med pludselige ryk. Man er meget følsom overfor stress, smerte eller andet ubehag.
Ataktisk cerebral parese som er 5-7% viser sig ved problemer med at samordne (koordinere) bevægelserne som bliver usikre og upræcise.
Børn og voksne med cerebral parese har behov for en tværfaglig behandlingsindsats for at få den bedst mulige hjælp til at overvinde sine handicap.
Fysioterapi og ergoterapi består af motorisk træning og træning af de kognitive funktioner. Det kan være nødvendigt at lave udspænding af muskler og led, for at forebygge nedsat bevægelighed i leddene. Ergoterapeuten eller fysioterapeuten medvirker til afprøvning og tilpasning af hjælpemidler, samt giver råd og vejledning om boligindretning. En vigtig del er vejledning til forældre, pårørende og institutionspersonale så de kan følge op på behandlingen.
Lægen vurderer behovet for medicinsk behandling som kan dæmpe den øgede spænding i musklerne. En ortopædkirurg vurderer behovet for operation af sener og muskler. Operation kan hos nogle forbedre bevægeligheden og dermed funktionen i arme og ben. Han kan evt. henvise til bandagist med henblik på skinner (ortoser) som også kan medvirke til bedre funktion i arme og ben.
Er der forsinket eller manglende sprogudvikling kan barnet henvises til talepædagog fra PPR/MISI.
En psykolog kan vurdere kognitive og intellektuelle vanskeligheder og vejlede omkring følelsesmæssige og adfærdsmæssige problemstillinger.
Cerebral parese er normalt ikke en fremadskridende hjerneskade. Mange vil dog opleve, at de motoriske vanskeligheder som hjerneskaden fører med sig, vil forværres med alderen.
