Viden- og Rådgivningscenter for Handicap
Udtrykket apopleksi eller slagtilfælde dækker over både blødning og blodprop i hjernen, og viser sig typisk ved pludselig lammelse i dele af kroppen. I 85 % af tilfældene er der tale om en blodprop og i 15 % om en blødning i hjernen.
Lammelsen skyldes, at nogle af hjernecellerne ikke får tilstrækkelig blodforsyning og enten dør eller holder op med at virke normalt. Hvilke symptomer man får afhænger af hvilke hjerneceller der rammes. Den eneste måde, man kan afgøre om apopleksien skyldes en blodprop eller en blødning er ved at lave en CT-scanning eller en MR-scanning af hjernen.
Mange faktorer øger både risikoen for blodprop og blødning i hjernen. Åreforkalkning er den væsentligste årsag til apopleksi. Når blodkarrene bliver forkalkede kan der dannes blodpropper i de blodkar, der forsyner hjernen med blod. Desuden kan forkalkede blodkar lettere revne og give anledning til hjerneblødninger.
Forhøjet blodtryk er en vigtig årsag til apopleksi. Uregelmæssig hjerterytme øger risikoen for blodprop i hjernen. Diabetes øger risikoen for åreforkalkning og dermed apopleksi. Rygning og overvægt øger risikoen for apopleksi. Alkohol er lidt mere kompliceret, idet et moderat forbrug sænker risikoen for apopleksi, mens et stort forbrug øger risikoen for apopleksi. Desuden stiger risikoen for apopleksi med alderen.
Blandt grønlændere er der en øget forekomst af apopleksi på grund af subaracnoidalblødning (se mere om dette senere).
Symptomerne på apopleksi kan være meget forskellige. De afhænger af hvor blodproppen eller blødningen sidder, og hvor stor den er. Symptomerne vil ofte kun komme fra den ene side af kroppen. Der vil sjældent være smerter i forbindelse med en blodprop i hjernen, men man kan få hovedpine i forbindelse med en hjerneblødning. Typisk viser apopleksi sig ved et eller flere af følgende symptomer:
• Lammelse af arm
• lammelse af ben
• lammelse i den en side af ansigtet
• synkeproblemer
• synsproblemer, f.eks. blindhed i den ene halvdel af synsfeltet
• koordinationsproblemer
• balanceproblemer
• følelsesmæssige ændringer, f.eks. gråd der virker uforklarlig.
Det er vigtigt hurtigst muligt at henvende sig til Lægeklinikken, skadestuen eller lokalsygehuset hvis man har mistanke om blodprop i hjernen eller hjerneblødning.
I nogle få tilfælde af blodprop er der mulighed for behandling med medicin der opløser blodproppen, men denne behandling skal ske indenfor 4½ time efter symptomernes opståen og man skal have foretaget en CT scanning af hjernen først. Denne form for behandling er derfor reelt kun en mulighed for borgere med ophold i Nuuk på sygdomstidspunktet. Det er ikke alle blodpropper i hjernen der kan behandles på denne måde, da andre faktorer end tidsfaktor spiller ind.
Den lokale læge på Kysten vil rådføre sig med de medicinske læger på Dronning Ingrids Hospital (DIH) med henblik på om patienten skal overføres til Nuuk til videre undersøgelse og behandling.
Ved blodprop gennemgår man på DIH et undersøgelsesprogram for at forebygge nye blodpropper. Der foretages ultralydsundersøgelse af halspulsårerne, CT scanning af hjernen med og uden kontrast, hjerteundersøgelse (ekkocardiografi og event) og diverse blodprøver. Der vil startes på medicinsk behandling for forhøjet blodtryk og forhøjet kolesterol og eventuelt blodfortyndende medicin. Man bliver vurderet af ergoterapeut og fysioterapeut.
Hvis man ryger er det meget vigtigt at holde op med at ryge da dette nedsætter risikoen for blodprop med op til 90 %. Mange kan blive ramt af depression i forbindelse med apopleksi. Det er vigtigt at være opmærksom på, og få behandlet.
Udover at forebygge, at man får en ny apopleksi, er det meget vigtigt med genoptræning. Her er det vigtigt at man selv er den aktive part. Der vil ofte få dage efter indlæggelsen være fysioterapeut, og på DIH er der ergoterapeut til at hjælpe med genoptræningen. Muligheden for træning med talepædagog efter apopleksi er i Grønland meget begrænset.
Man vil være på en afdeling, hvor man kender til at genoptræne patienter efter en apopleksi. Det betyder, at plejepersonalet også bidrager med genoptræningen. Der er forskel på, hvordan genoptræningstilbuddet er rundt omkring i landet da ikke alle sygehuse eller kommuner har fysio- og ergoterapeuter ansat. Der kan ske store fremskridt selv lang tid efter apopleksien. Man kan selv gøre meget ved at træne i de daglige gøremål.
Efter en apopleksi vil man som regel få det bedre af sig selv den første uge, men derefter skal der træning til, for at blive bedre. Hvor godt resultatet bliver, kan man ikke på forhånd sig noget om. Så længe det går fremad, er der håb om yderligere forbedringer. Og der er flere eksempler på gode resultater efter svær apopleksi på grund af ihærdig genoptræning. Derfor er det vigtigt at den ambulante genoptræning og vedligeholdende behandling tilbydes i tilstrækkelig mængde.
Generelt kan man nedsætte sin risiko for apopleksi ved at leve sundt, det vil sige lade være med at ryge, dyrke motion og spise sundt og holde vægten nede. Det er aldrig for sent at lægge sin livsstil om, men det er bedst at begynde så tidligt som muligt.
Undersøgelser har vist at grønlændere har en klart øget hyppighed i at få en subaracnoidalblødning på grund af et bristet blodkar sammenlignet med f.eks. danskere. Subarachnoidalblødning (forkortet SAH = sub aracnoidal hæmorragi) er en hjerneblødning, som er placeret imellem hjernens hinder.
Blødningen skyldes i langt de fleste tilfælde en brist i et misdannet blodkar (aneurisme). Blødningen, der er kortvarig, kan ledsages af oplevelsen af et ”smæld” og en pludselig og voldsom hovedpine, kvalme og opkastning, og eventuelt bevidstløshed. Der kan efter et stykke tid være nakkestivhed og temperaturstigning som kan forveksles med meningitis. Desuden lammelse, typisk i den ene side af kroppen.
Diagnosen stilles ved CT scanning af hjernen, evt. suppleret med rygmarvs væskeprøve (lumbalpunktur). Sygdommen kræver sædvanligvis akut overflytning med henblik på operation. Operation foregår ofte på Rigshospitalet i Danmark eller på Island.
Ofte vil der efter hjemkomst til Grønland være behov for længerevarende genoptræning.
